Torsdag den 5/10

Vi har ikke så meget strøm på bilen, så vi behøver køre en tur, selvom vi ikke har lyst til at forlade dette sted lige nu. Efter en dukkert og efterfølgende brusebad og morgenmad beslutter vi os for at køre en tur til en af de andre byer. Men først vil vi lige en tur op i klipperne langs kysten. Vi har set en del vandrer passere forbi, og vi pakker en taske og begiver os afsted. En superflot tur, indtil vi ikke rigtig synes, vi kan komme længere, der er en sti, det ved vi, men hvor. Vi accepterer og vender om, men vi har fået en fin fornemmelse af en fantastisk flot natur. Derefter kører vi mod Sykia og får handlet. Et andet projekt er at få bilen vasket og vandtanken fyldt op. Vi er også en smut forbi Kalamitsj, en ferieby der lukker ned, men ganske fin. Tilbage igen slapper vi af efter en ” hård” dag

Fredag den 6/10

En morgendukkert og et brusebad’ så er vi næsten klar til at køre videre afsted mod Toroni. En rigtig smuk tur. Først kommer vi til Porto Koufo, som ligger ufatteligt smukt med en lille havn klemt inde mellem klipperne. Efter et lille ophold kører videre mod Toroni. Vi passerer en lille lokal vinhandel, men han åbner først kl 17, så vi kører til Torino. En nedlukket turistby med en bysantisk borg, som er lukket pga udforskning, ok. Vi møder et sødt hollandsk par, som synes byen er rigeligt kedelig og nedlukket. Jeg plukker oliven fra et vejtræ, de bliver ordnet i morgen, hvor de har varslet lidt regn. I dag nyder vi det gode vejr. Vi vender forbi hos vinmanden og får også købt lidt kød. En svømmetur resulterer i at jeg får nogle søpindsvinepigge i hånden. Varmt vand skulle være behandlingen, og vist nok også et glas vin.. Aftenen er fantastisk,stille, kun ganske få bølgeskvulp, og mørket

Lørdag de 7/10

Efter morgendukkerten pakker vi sammen og kører videre. Morgenmaden blev mærket af at vi løb tør for gas, så det er dagens opgave. Vi tjekker campingpladser, men de er lukkede eller har ikke gas, så vi styrer mod Marmaras. Efter lidt køren rundt lykkes det, og vi har fået hævet penge

, og vandtanken er fyldt, så nu er alt godt. At Marmaras også viser sig at være en rigtig fin by er dejligt. Vi går en tur i byen, og får kontakt med en tjener på en hyggelig restaurant. Vi aftaler med ejeren, at vi spiller på stedet om aftenen, det glæder vi os til.Jeg får plukket nogle flere oliven og gjort dem klar. Over middag bliver det overskyet, og den ventede regn begynder, det siler ned. Vi kører ud til et vineri, som vi så på vejen hertil, men der er kun vinsalg. Sidst på dagen klarer det op.

Vi har en fantastisk aften med spilleri, får lækker mad og god betjening. Der er ikke mange mennesker, men stor opmærksomhed fra de der er. Især ejerens gamle bedstefar er meget begejstret, han er lige ved at strømme over. Vi får en rigtig hyggelig snak med ejeren, en ung karismatisk fyr, som fortæller om et skønt familieforetagende med produktion af vin, oliven, honning, ouzo mm. Jeg spørger lidt til mine oliven og får straks hele hemmeligheden.

Vi aftaler også at komme næste aften, fint for os.