26.09.

Natten har været meget våd, og ved 4 tiden gik nogle folk rundt, hmm ikke nemt at sove, for der er godt nok langt til andre mennesker. Men kl var 9, da vi vågner igen.

Det regner rigtig meget, så turen til drypstenshulen udsættes på ubestemt tid. Vi kører til Smyljan, en flot tur til trods for regne. Mange steder ligger der sten på vejen, som har løsnet sig fra klipperne. Vi får handlet i Lidl, igen en fin oplevelse med god service og varer. Drikker en kop kaffe, og så videre til Shiroka Laka og den smukke lille kirke Maria Himmelfartskirke. Det siges at kirken blev bygget på 38 dage, tjah. En meget fin og hyggelige by. Videre til Devin, der vist ikke kan siges så meget om.

Onsdag 27/9

En meget ihærdig gadehund formår at holde os vågne i mange timer om natten, så lidt blakkede tager vi afsted fra Devin. Planen er, at vi vil omkring grotten Devils Throught, men den missede vi og vælger at køre videre, da vi tidligere har besøgt den.

Langt uden for lands lov og ret møder vi Grænsepolitiet igen, de er glade for at se os,, de så ud til at kede sig, men alt ok. Vi kører mod Kopraviche, en lille landsby i bjergene. På vejen derop holder vi i Garmen, en søvnig lille by, og får en kop kaffe. Videre møder vi en rigtig sigøjnerlandsby, Marchevo. Masser af mennesker, hunde, katte og skræld. Udendørsaktiviteter overalt, byen lever fuldstændig op til billedet af en sigøjnerlejr. Næste landsby, Leshten,er fin og “ordentlig”, med hoteller og restauranter og et galleri med træskærearbejde, som desværre er lukket. Derefter kommer vi til en lille, meget tæt landsby, Gorno Drjanovo, også fattig men venlig og rimelig velorganiseret.På toppen ligger Kovachevic, som er rigtig fin, der hersker en nærmest ranchagtig stemning. Mange fine huse og dejlig afslappet stemning. Fik en portion suppe, som dog ikke er den bedste vi har fået.

Videre mod Grækenland. Det har regnet mere eller mindre hele dagen, og da vi passerer grænsen, åbnes der for alle sluser, og det øser ned. Vi beslutter at blive i Prosotsani, går en tur mellem bygerne og erkender at det også er rart her. Politiet dukker op og skal lige se hvad vi er for nogen, men alt ok, og de hilser pænt og går igen. Håber på en rolig nat.